Den forbudte frugt

Det er Bibelens (næst)vigtigste måltid, for det sætter hele Guds fortælling med mennesket og hans folk i gang. Egentlig er det knap et måltid, men blot et stykke frugt, der rækkes fra ét menneske til et andet.

Spis ikke af træet til kundskab om godt og ondt, har Gud formanet mennesket – og alligevel sker det. Eva spiser, fristet af slangen, og rækker frugten til Adam. De spiser, de bliver flove og skjuler sig, men Gud finder dem. Og vredes. Adam peger på Eva, og Eva peger på slangen. Men skaden er sket, skylden er pådraget, og det, vi kender som syndefaldet, er sket. De må ud af Edens have, før de også spiser af livets træ. Gud fordriver dem, keruber og et lynende flammesværd vogter vejen til livets træ, og udenfor må Adam og Eva nu dyrke jorden og klare sig selv.

Læs hele historien i Første Mosebog kapitel 3.

Brød, kalvekød og tykmælk

Abraham og Sara har taget ophold i Mamre Ege, efter Herren har sluttet en pagt med Abraham og dertil lovet, at han skal blive far til en mængde folkeslag. Abraham sidder i teltåbningen på den varmeste tid af dagen, da tre mænd nærmer sig. Abraham løber dem i møde. Han henter vand og sætter Sara i gang med madlavningen. Brød skal der til, så der bages, og en fin kalv slagtes, alt sammen serveres med mælk og tykmælk, som det hedder i teksten.

Abraham står ved sine gæster, mens de spiser under træet. De spørger ham, hvor hans kone er. ”Inde i teltet,” svarer han. Hvortil det lyder: ”Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig, og så har din kone Sara en søn!” Gæsterne bryder op og sætter kursen mod Sodoma.

Hvem var disse besøgende i grunden? Det hedder i teksten, at det er Herren, der viser sig. Som tre mænd – altså to engle og Gud selv? Vurdér selv, når du læser historien i Første Mosebog kapitel 18.

Førstefødselsretten for en skål linser

Jakob, søn af den søn, Abraham og Sara får, står i centrum af et af Bibelens største måltidsdramaer, hvor tvilling(store)broren Esau, drengenes forældre og en skål linser også spiller hovedroller.

De to brødre Jakob og Esau har nærmest været på kant med hinanden, siden de lå i mors mave. Som om det ikke var nok, har mor Rebekka og far Isak også hver deres yndlingsbarn: faderen Esau, moderen Jakob. Jakob er misundelig på sin bror, fordi han som den førstefødte har førstefødselsretten, der sikrer ham arven fra far Isak, når den tid kommer. Men Jakob udtænker en plan og en ret, som skal franarre Esau hans ret: Esau kommer dødsulten hjem fra arbejde, og Jakob står klar med en dejlig skål linjer, hvis blot Esau vil give ham førstefødselsretten. Som bekendt skal man ikke tage store beslutninger på tom mave, men det råd har Esau tydeligvis ikke hørt, så han afgiver frejdigt sin førstefødselsret for at mættes.

Og rivaliseringen mellem de to brødre slutter ikke derved – få hele historien, der involverer endnu mere mad, i Første Mosebog kapitel 25-27.

Brød og fisk – all you can eat

”Del det ud til dem alle.” Vi er i Det Nye Testamente nu, og Jesus har samlet sig noget af et følge med sine ord og gerninger. Han ville egentlig være alene for en stund, men folk følger efter ham, hvor han går, står og sejler. Hen under aften, hvor Jesus har talt og helbredt dagen lang, vil disciplene sende skarerne bort. Men Jesus beder i stedet disciplene om at finde mad til alle.

Fem brød og to fisk er, hvad de har til de over fem tusind forsamlede.

Jesus tager de fem brød og de to fisk, ser op mod himlen og velsigner dem, bryder brødene og giver dem til disciplene, som deler dem ud til alle menneskene. Alle bliver mætte, og bagefter er der endnu tolv kurve tilovers.

Det var ikke en fjer, der blev til fem høns, men fem brød (og to fisk) der blev til mad for tusinder, da Jesus velsignede dem og brød brødet. Dét er værd at skænke en tanke, mens man læser historien om bespisningsunderet i Matthæusevangeliet kapitel 14.

Peter, du må spise alt!

Og en røst lød til ham: ”Rejs dig, Peter, slagt og spis!” Peter befinder sig i byen Joppe, han er gået op på et hustag for at bede. Sulten melder sig snart, og mens nogen tilsyneladende er ved at tilberede mad til ham, sker der noget: Himlen åbner sig, noget, der ligner en stor dug, kommer ned. I den er alle slags af jordens firbenede dyr og krybdyr og af himlens fugle. Da lyder ordene til Peter om at spise, for ”hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde vanhelligt”, som det hedder.

Lidt efter bliver det hele taget op til himlen igen – mon det overhovedet blev til et måltid for Peter? Uanset hvad, gør historien, som du kan læse i Apostlenes Gerninger kapitel 10, op med de omfattende regler for, hvad man må spise og ikke spise, som blandt andet kan læses i Tredje Mosebog kapitel 11.

Jesus’ sidste måltid med disciplene

Som vi har set, handler måltider i Bibelen om andet og mere end at blive mæt. Måltidet er stedet for fællesskab, men også stedet for store dramaer. Og dét er det sidste og nok vigtigste måltid i Bibelen, som du skal læse om, i særdeleshed – altså både fællesskab og drama.

Det er skærtorsdagsaften, dagen før Jesus’ korsfæstelse og før forræderiet i Gethsemane have og Peters fornægtelse. Sammen med disciplene fejrer Jesus den traditionelle jødiske påske. Det bliver hans sidste måltid med dem – og den første nadver. Jesus rækker disciplene brødet og vinen, som de får at spise og drikke. Han siger, at brødet og vinen er hans legeme og blod, og at ”dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer”, som det hedder i Lukasevangeliet. Derved kobles slagtningen af påskelammet med Jesus’ forestående korsfæstelse. Jesus bliver det nye påskelam, og en ny pagt sluttes mellem Gud og mennesker. En pagt, der slutter et nyt fællesskab oven på ulydigheden i Edens have, og en pagt, der kommer til at gælde for alle, ikke kun for Abrahams æt.

Dét er ord, som ved den sødeste grød tåler hyppig gentagelse. Ord, der bærer frugt. Ord, der går som varmt brød. Og ord med kød på. Tak for mad!

Du kan blandt andet læse om Jesus’ sidste måltid med disciplene i Lukasevangeliet kapitel 22.