25.10.2012 Silke Boch
Bjarne Reuter frygter gabestokken
Forfatteren Bjarne Reuter har brugt et år på at genfortælle 60 af de største historier fra Bibelen. Han har digtet dialoger, givet bipersoner hovedroller - og frygter nu følgerne.
Maria, Susanna og Johanne er navnene på tre af de kvinder, der optræder omkring Jesus i bibelhistorierne, som vi kender dem.
Når Bjarne Reuters version af fortællingerne kommer på gaden til november, har netop de tre fået en noget mere fremtrædende rolle.
”Om man kalder dem disciple, vil jeg ikke gøre mig klog på. Men det er jo helt tydeligt, at de har været en del af følget,” fortæller forfatteren.
Maria, med tilnavnet Magdalena, havde Jesus drevet syv dæmoner ud af, Susanna og så Johanna, der var gift med en af Herodes embedsmænd har alle fået nyt liv i hænderne på den prisvindende forfatter. Hvilken rolle de præcis spiller, må man selv læse sig til, men for Bjarne Reuter har det været afgørende at gøre historierne til sine egne.
Velkommen i gabestokken
Bibelens kvindefigurer er langt fra det eneste, Bjarne Reuter har ændret i forhold til de oprindelige tekster. Han har også tilføjet en epilog til Jobs bog, hvor Gud og Satan evaluerer, hvem af dem, der har vundet, efter de har udsat Job for utallige prøvelser, og de mange tilskrivninger og udeladelser overbeviser forfatteren om, at reaktionerne på hans fortolkning af bibelhistorierne kan blive markante.
”Der er så mange dagsordener, og du kan ikke gøre det her uden at miste en arm eller et ben. Nogle vil sikkert tænke: Det er slet ikke nok. Andre vil tænke, at det er alt for meget. Jeg kan slet ikke forestille mig, at nogen vil tænke: Jaaa, det er fint.”
Bibelen har alle dage været udsat for fortolkning og stor diskussion om, hvordan fortællingerne skulle forstås.
Bjarne Reuters genfortællinger udkommer til november, og han er overbevist om, at læseoplevelsen bliver et enten-eller. Anderledes kan det ikke være, når ommøbleringen er så markant.
”Man skal ikke være ræd for at fortælle en god historie. Men nu er det velkommen i gabestokken. Sådan er det også med gårdsangere – nogle gange kommer der mønter – andre gange bliver man jaget væk. Hvis man ikke kan tåle det, skal man ikke være gårdsanger.”
Bjarne Reuter beskriver sit arbejde som at bevæge sig ud på en tynd, tynd streg.
”Jeg læste engang om en mand i New York, som levede af at spænde en stålwire ud mellem huse og så balancere på den. Jeg er selv højdeskræk. Han sagde: ”Jeg må bare ikke tænke over det, jeg gør. Så falder jeg”. Sådan har jeg også genfortalt – uden at tænke for meget over det.”
Alligevel er Bjarne Reuter vendt tilbage til teksterne igen og igen. Han har digtet, genfortalt, opdaget nye sider i figurerne og tvivlet på sin egen formåen. Især i forhold til lignelserne i Det Nye Testamente.
”De er så knudrede og vanskelige at forstå. Jeg var nødt til at gøre dem til at forstå. Ellers duer det ikke for mig. Men samtidig var jeg rædselsslagen,” fortæller han.
En af de ting, der især fyldte ham med skræk var frygten for at fjerne de små ”lag af guld” og det mysterium, der omgiver Jesus. Løsningen blev at fortælle om Jesus indirekte.
”Han har jo de her disciple, som er herlige. De jokker i spinaten, og de spørger om ting, de ikke skulle have spurgt om. Jamen, de er jo vidunderlige. Og så er der Herodes og Pilatus og Kajfas. De har fået en mere fremtrædende rolle, så jeg fortæller gennem de personer, der omgiver Jesus og lader ham være den fakkel, han er.”
Bjarne Reuter har aldrig tidligere skullet genfortælle andres historier. Paletten af børnebøger, ungdomsbøger og romaner for voksne er vokset ud af eget sind. Denne gang har han måttet arbejde sig ud fra et forlæg, hvis betydning er stor for uendeligt mange mennesker.
”Nu skal jeg ikke være kålhøgen, men jeg er rigtig, rigtig glad for resultatet. Skriveprocessen har været en stor tilfredsstillelse.”
Derefter tilføjer han:
”Men det er ikke sikkert, jeg har så meget mod, når jeg om et par måneder er blevet stenet.”
Bogen - Bibelen genfortalt af Bjarne Reuter
Forfatter: | Bjarne Reuter |
---|---|
Sidetal: | 304 sider |
Indbinding: | Hardback |
Forlag: | Bibelselskabets Forlag |
Varenummer: | 978-87-7523-716-6 |
---|