Jeg er vildt betaget af kapitel 4 i Paulus’ Andet Brev til Korintherne! Teksten taler nok så tydeligt til mig, fordi jeg kan spejle min identitet som gejstlig i den. Faktisk valgte min seminarieklasse i Rom vers 5 som motto til vores diakonvielse tilbage i 2006: ”For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren.” Det citat står på et mindekort for os 24 diakoner, der blev viet den dag. Det trøster mig at se, hvor ydmyg en tilgang vi alligevel havde til vores kald. Der var en bevidsthed om, at vi let kan komme til at sætte os selv i centrum gennem den tjeneste, vi havde fået. Også i dag skal jeg minde mig selv om, at jeg ikke står på prædikestolen for min egen skyld, men at det er Kristus, jeg skal forkynde. 

Derfor bliver vi ikke modløse i den tjeneste, som vi har fået af barmhjertighed. 

Paulus' Andet Brev til Korintherne kapitel 4, vers 1

I 2020, mens jeg var novice hos jesuitterne i Genova, gav vers 1 mig pludselig en dybere mening: ”Derfor bliver vi ikke modløse i den tjeneste, som vi har fået af barmhjertighed.” Indtil da havde jeg i høj grad set mit kald som en måde at være flink på over for Gud og mine medmennesker. Jeg havde sagt ja til at tjene andre og var ofte modløs, fordi jeg aldrig kunne nå at hjælpe alle mennesker nok. Men ved at understrege, at mit kald er noget, jeg har fået af barmhjertighed, oplevede jeg pludselig en forløsning. Jeg er blevet givet præstetjenesten, fordi det gør mig godt at være præst. Det var ikke længere et spørgsmål om pligtskyldigt at udfylde min opgave, men en gave givet til mig. Det gør, at jeg på en meget mere bevidst måde kan nyde mit virke som præst. Selvfølgelig kræver min tjeneste stadig ofre, men den må ikke gøre mig til et offer for andres forventninger. Den er en gave givet ud af Guds barmhjertighed. 

Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. 

Paulus' Andet Brev til Korintherne kapitel 4, vers 7

Allerstørst opmuntring finder jeg i vers 7: ”Men den skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.” Det store budskab, som er mig givet at forkynde, må nøjes med en ydmyg beholder af ler: mig. Jeg er ufuldkommen, og det er ikke en tragedie, men en hjælp. Midt i min egen utilstrækkelighed bliver det tydeligt, at budskabet, jeg skal give videre, ikke er mit eget. Jeg oplever på egen krop det paradoksale at være trængt, tvivlrådig, i modgang og slået til jorden, men samtidig er jeg ikke forladt og desperat, for jeg erfarer, at jeg som en humlebis flyven, næsten naturstridigt, fortsætter min præstegerning. 

Paulus forkynder den dybeste kristne mystik: at modgang og lidelse ikke er noget, der forhindrer Guds værk i mit liv, men at de er nødvendige, hvis jeg virkelig vil give plads til Gud. 

Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme.

Paulus' Andet Brev til Korintherne kapitel 4, vers 10

”Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme” (vers 10). Jeg bliver både rørt og begejstret af at læse disse ord, men ved samtidig også godt, at jeg resten af livet må kæmpe med at dø bort fra mig selv. Her trøster Paulus’ ord mig igen: Den kraft, der skal til for at gøre os fri af os selv, kommer slet ikke fra os: ”Den skal være Guds og ikke vores.”